FAQ

Her kan du få et overblik over de spørgsmål, som vi oftest får stillet om sagsbehandlingen, kommissionerne og minkerstatningerne. Hvis du ikke kan finde svar på dit spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til 1.instans@minksekretariatet.dk.

Spørgsmål:

Kan jeg få behandlet min sag hurtigere end sædvanligt?

Svar:

Minksekretariatet behandler som udgangspunkt sagerne i den rækkefølge, som vi modtager oplysningsskemaerne i. Sekretariatet opprioriterer derfor generelt ikke nogen sager frem for andre, da det vil føre til en forsinkelse af sagsbehandlingen i andre sager. En undtagelse er de sager, hvor det kan dokumenteres, at der er et ønske om at sælge ejendommen med henblik på en grøn omstilling.

Derudover kan en sag i sjældne tilfælde opprioriteres ud fra en individuel og konkret vurdering, så længe det sker ud fra saglige hensyn.

Spørgsmål:

Kan jeg få en repræsentant på min sag?

Svar:

Du kan sagtens få én repræsentant, der repræsenterer dig i din sag. Det kan fx være en advokat eller revisor. Hvis du har en repræsentant, skal du informere Minksekretariatet om det. Dernæst vil din repræsentant blive registreret som part i din sag, og så vil al fremtidig kommunikation foregå gennem din repræsentant. Du kan anvende nedenstående fuldmagt til partsrepræsentation. Den udfyldte fuldmagt bedes fremsendt til 1.instans@minksekretariatet.dk 

Fuldmagt - Partsrepræsentation

Spørgsmål:

Hvor kan jeg søge om erstatning og kompensation efter den forenklede model?

Svar:

Du har mulighed for at søge om erstatning efter den forenklede model hos Fødevarestyrelsen. Hvis du ansøger om erstatning og kompensation efter den forenklede model, bliver din sag afsluttet hos erstatnings- og taksationskommissionen uden afgørelse om erstatning og kompensation. 

Du kan læse mere om ansøgningsprocessen hos Fødevarestyrelsen her.

Spørgsmål:

Er erstatnings- og taksationskommissionerne samt overerstatnings- og taksationskommissionerne uafhængige?

Svar:

Ja, både erstatnings- og taksationskommissionerne og overerstatnings- og taksationskommissionerne er fuldstændig uafhængige. Når Minksekretariatet behandler sagerne, er de derfor kun underlagt kommissionerne og ingen andre myndigheder. De to kommissionstyper dvs. erstatnings- og taksationskommissionen og klageinstansen ved overerstatnings- og taksationskommissionerne er også indbyrdes uafhængige. Minksekretariatet er nemlig opdelt i to dele, hvor den ene kun betjener erstatnings- og taksationskommissioner og den anden del betjener overerstatnings- og taksationskommissionerne. 

 

Spørgsmål:

Hvad er Minksekretariatets opgaver?

Svar:

Minksekretariatets opgave er at være sekretariat for erstatnings- og taksationskommissionerne samt overerstatnings- og taksationskommissionerne. Minksekretariatet hjælper derfor kommissionerne med sagsbehandlingen. De indhenter bl.a. oplysninger fra dig som minkvirksom eller følgeerhverv. Det vil derfor også være Minksekretariatet, du vil modtage materiale og breve fra, hvis du søger om erstatning og kompensation. Minksekretariatet deltager desuden, når kommissionen besigtiger din virksomhed.

 

Spørgsmål:

Hvilke kompetencer har formændene og medlemmerne?

Svar:

Formændene har en juridisk baggrund, og mange af dem som dommere. Medlemmerne har bl.a. erfaring inden for revision og regnskab, pelsindustri, fodervirksomhed, vurdering af ejendomme, og meget mere. 

 

Spørgsmål:

Hvordan er de blevet udpeget?

Svar:

Det er fødevareministeren, som har udpeget formændene til erstatnings- og taksationskommissionerne og til overerstatnings- og taksationskommissionerne.

Fødevareministeren har også udpeget personerne på den liste over kommissionsmedlemmer, som formanden for hver sag kan vælge medlemmer fra. På den måde kan formændene sikre, at der er den rigtige viden og erfaring i behandlingen af den konkrete sag.

Spørgsmål:

Hvordan kontaktes kommissionerne og Minksekretariatet?

Svar:

Du kan altid sende en mail til Minksekretariatet, hvis du har spørgsmål til din konkrete sag. Så vil din sagsbehandler vende tilbage til dig. Husk at skriv dit sagsnummer i mailen.

Hvis du skal i kontakt med erstatnings- og taksationskommissionerne samt Minksekretariatet 1.instans, kan du skrive på 1.instans@minksekretariatet.dk

Hvis du skal i kontakt med overerstatnings- og taksationskommissionerne samt Minksekretariatet 2.instans, kan du skrive på 2.instans@minksekretariatet.dk

Spørgsmål:

Har du spørgsmål til din konkrete sag?

Svar:

Hvis du har spørgsmål til status på din sag, kan du kontakte Minksekretariatet på 1.instans@minksekretariatet.dk – husk at skrive dit sagsnummer i mailen, så en medarbejder kan tjekke status for din sag.

Spørgsmål:

Har du spørgsmål til, hvordan du udfylder oplysningerne i virk.dk?

Svar:

Hvis du er i tvivl om, hvordan du indtaster oplysningerne, kan du finde en trin for trin vejledning på virk.dk. Hvis du stadig ikke kan få indtastet de nødvendige oplysninger, kan du kontakte Minksekretariatet på 1.instans@minksekretariatet.dk, som kan guide dig. 

Spørgsmål:

Hvad tæller med i beregningen af den erstatning, jeg vil få?

Svar:

Der er mange ting, som tæller med. Erstatnings- og taksationskommissionen ser bl.a. på den indtjening, du ville have haft. De vurderer værdien af dine anlæg/bygninger og den kapacitet din virksomhed har. Hvis du har haft anden minkrelateret virksomhed, ser kommissionen også på den indtjening, du har haft af det.

Spørgsmål:

Hvilken model skal jeg vælge, hvis jeg søger om nedlukningserstatning (skematisk model eller ekspropriation)?

Svar:

Det er rigtigt, at der er to forskellige måder, nedlukningserstatningen kan beregnes på. I den skematiske model vil du få en erstatning, som bliver beregnet ud fra alle de forskellige dele af din virksomhed, herunder vil du få erstatning for tabt indtjening i perioden 2020-2029 og erstatning for dine anlægsaktiver.

Hvis du i stedet vælger at få erstatningen udregnet efter principperne for ekspropriationserstatning, vil beløbet ikke blive opgjort ud fra de forskellige dele, men derimod ud fra en samlet vurdering af værdien af din virksomhed.

Du kan dog kun vælge den skematiske model, hvis du har haft produktion i 2020. Hvis ikke du har haft produktion i 2020, vil du automatisk få erstatning efter ekspropriationsprincipperne.

 

Spørgsmål:

Hvordan vurderer de værdien af mine anlæg og bygninger?

Svar:

I vurderingen af værdien af anlæg og bygninger ser kommissionen bl.a. på standen af anlæggene 4. november 2020, udgifter til vedligehold mv.

Du kan også vælge at beholde dine anlæg og bygninger i stedet for at ”sælge” dem til staten. Så vil værdien blive trukket fra den endelige erstatning. Det skal du blot huske at skrive i oplysningsskemaet. 

Spørgsmål:

Hvorfor skal jeg også indsende miljøgodkendelser og tilladelser?

Svar:

Du skal indsende miljøgodkendelser og -tilladelser for din produktion, fordi du kun kan få kompensation og erstatning for den del af din produktion, du havde godkendelser til. Det er derfor nødvendigt for kommissionen at kunne tjekke. 

Spørgsmål:

Kan jeg få erstatning, hvis jeg haft en farm uden mink ved COVID-19 udbruddet?

Svar:

Minkavlere, der ikke har haft produktion i 2020, men som har haft produktion i 2019 og/eller 2018, vil også kunne modtage erstatning. Her vil kommissionen udmåle størrelsen af din erstatning efter ekspropriationsprincipperne.

Du har også mulighed for at modtage erstatning, hvis du har gjort konkrete tiltag med henblik på at opstarte minkproduktion i 2021.

Spørgsmål:

Hvad er et følgeerhverv?

Svar:

Et følgeerhverv kan for eksempel være fodercentraler, pelserier eller udlejere af bur- og staldkapacitet, der var afhængige af minkbranchen for at kunne drive deres forretning.

Spørgsmål:

Hvad kan jeg få kompensation for?

Svar:

Du kan få kompensation for værdien af den del af din virksomhed, som er minkrelateret, og som ikke kan omstilles til en anden type aktivitet. Selve kompensationsstørrelsen vil bero på en konkret vurdering ud fra de principper, som gælder for ekspropriation. 

Den konkrete vurdering vil foretages af erstatnings- og taksationskommissionen.

Du kan læse mere om kompensation til følgeerhverv på Minksekretariatets hjemmeside.

Spørgsmål:

Hvem bestemmer, om jeg er berettiget til kompensation, og hvor stor kompensationen skal være?

Svar:

Det er kommissionen, som vurderer, om du opfylder kriterierne for at få kompensation. Det gør de ud fra din ansøgning og redegørelse om, hvorfor du ikke kan omstille din aktivitet. Kommissionens medlemmer og formænd har alle stor erfaring og kompetencer inden for de forskellige erhverv. Formændene har som oftest en juridisk baggrund og medlemmerne er for hver enkelt sag sammensat, så de har kompetencer inden for netop det felt, de skal vurdere.

Spørgsmål:

Hvor lang tid går der, inden jeg får udbetalt kompensation?

Svar:

Det er ikke muligt at sige præcist, hvornår du vil få din kompensation udbetalt. Det afhænger nemlig helt af, hvor kompleks din sag er, og om kommissionen har de oplysninger, de skal bruge. Hvis ikke kommissionen ikke har tilstrækkeligt med oplysninger, hører du fra os. Kommissionen vil selvfølgelig behandle alle sager så hurtigt som muligt.

 

Spørgsmål:

Hvor mange af ansøgningerne om kompensation har fået afslag og hvor mange er accepteret?

Svar:

Der er givet afslag på cirka 25 ansøgninger om kompensation. Erstatnings- og taksationskommissionen har ikke gennemgået alle ansøgningerne endnu.

Spørgsmål:

Hvor mange har søgt om kompensation?

Svar:

Minksekretariatet har modtaget 350 ansøgninger om kompensation til følgeerhverv.

Spørgsmål:

Hvordan beregnes min kompensation?

Svar:

Kommissionen vil foretage en konkret vurdering af den samlede værdi af din virksomhed dvs. af den del, der er minkrelateret. Det vil de gøre ud fra almindelige ekspropriationsprincipper, som vil være en samlet vurdering. 

Du kan læse mere om kompensation til følgeerhverv på Minksekretariatets hjemmeside.

Spørgsmål:

Hvilke aktiver overtager staten?

Svar:

Staten overtager som udgangspunkt alle aktiver, du har brugt i din minkrelaterede del af din virksomhed, herunder bygninger og jord. Staten overtager dog ikke jorden for de virksomheder med udlejning af bur- og staldkapacitet samt pelserier, som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed. 

Hvis du ønsker at beholde nogle af disse aktiver, har du mulighed for at anmode om at udtage disse.

Spørgsmål:

Har jeg mulighed for at få forskud på min kompensation?

Svar:

Du har mulighed for at søge om forskud på din kompensation (acontoudbetaling). Acontoudbetalingen udmåles på baggrund af den bogførte værdi af dine anlægsaktiver og dit varelager.

Du kan læse mere om aconto på Minksekretariatets hjemmeside.

 

Spørgsmål:

Har du spørgsmål til din konkrete sag?

Svar:

Hvis du har spørgsmål til status på din sag, kan du kontakte Minksekretariatet på 1.instans@minksekretariatet.dk – husk at skrive dit sagsnummer i mailen, så en medarbejder kan tjekke status for din sag.

Spørgsmål:

Hvad er en dvaleordning?

Svar:

Dvaleordning er for dig, som har ønsket at starte din minkvirksomhed op igen på et senere tidspunkt.

Spørgsmål:

Hvad er fordelen ved dvalekompensation?

Svar:

Fordelen er, at du har muligheden for at starte din minkproduktion op igen. I dvaleordningen får du derfor betalt de udgifter, du bl.a. har til at vedligeholde din farm, bure og andre faste udgifter, så du kan starte din minkvirksomhed op igen.

Spørgsmål:

Hvad tæller med i beregningen af min dvalekompensation?

Svar:

Nogle af de ting, der indgår i vurderingen af størrelsen af din kompensation, er bl.a. dine faste omkostninger til fx husleje, vedligeholdelse, el- og varme, ejendomsskatter, licenser og abonnementer som bl.a. forsikringer, renteomkostninger og gebyrer, leje- og leasingomkostninger mm. Du kan se den fulde liste på Minksekretariatets hjemmeside.

Spørgsmål:

Hvor mange minkvirksomheder har søgt dvalekompensation?

Svar:

Minksekretariatet har modtaget 15 ansøgninger om dvalekompensation. 

Spørgsmål:

Hvornår får jeg min kompensation?

Svar:

Når du har fået en endelige afgørelse fra kommissionen, så vil du få udbetalt kompensationen med det samme, hvis ikke andre panthavere som fx banken først skal have deres andel. Det er Fødevarestyrelsen, der står for udbetalingen.

Spørgsmål:

Hvornår kan jeg starte min minkproduktion op igen?

Svar:

Du kan starte din minkproduktion op igen, da det midlertidige forbud mod hold af mink ophørte den 31. december 2022. Minkvirksomheden skal startes op et andet sted end der, hvor minkvirksomheden lå under nedlukningen.

 

Spørgsmål:

Jeg har søgt om dvalekompensation, men vil hellere have nedlukningserstatning

Svar:

Hvis du har søgt om dvalekompensation, kunne du frem til den 31. december 2023 ændre dit valg og i stedet søge om nedlukningserstatning.

Spørgsmål:

Hvor lang tid går der før jeg får min kompensation?

Svar:

Når du har indsendt oplysningsskema og de nødvendige bilag, f.eks. fakturaer, regnskaber mv., forventer vi, at erstatnings- og taksationskommissionen vil have behandlet din sag inden for tre måneder.

Den forventede sagshandlingstid er på nuværende tidspunkt tre måneder, når du har indsendt oplysningsskemaet og de relevante bilag som f.eks. fakturaer, miljøgodkendelse mv.

Hvordan klager jeg over erstatnings- og taksationskommissionens afgørelse om erstatning?

Svar:

Hvis du på vegne af din minkvirksomhed eller følgeerhvervsvirksomhed ønsker at klage over afgørelsen, skal du senest 4 uger efter at have modtaget afgørelsen, sende en mail med din klage. Klagen skal sendes til Erstatnings- og taksationskommissionens formand på 1.instans@minksekretariatet.dk. Formanden videresender herefter klagen til Overerstatnings- og taksationskommissionen.

Du kan læse mere om klagesagsbehandlingen i Minksekretariatets 2. instans.

Fødevareministeriet har den 23. maj 2024 sendt en ændringsbekendtgørelse i høring, der blandt andet handler om en ny model for, hvordan besigtigelser gennemføres.

Hvornår træder de nye regler i kraft?

Ændringsbekendtgørelsen forventes at træde i kraft i begyndelsen af juli 2024. Du finder høringsmaterialet her.

Hvad betyder ændringerne for besigtigelserne?

Den nye model betyder, at det fremadrettet bliver en sagkyndig konsulent, der foretager besigtigelsen sammen med en repræsentant for virksomheden.

Den sagkyndige gennemfører den samme besigtigelse af virksomhedens aktiver som kommissionen hidtil har stået for. Det er dog ikke længere er nødvendigt, at du selv optælle aktiverne og får optællingen revisorpåtegnet før besigtigelsen.

Har din minkvirksomhed allerede optalt og indsendt et revisorpåtegnet oplysningsskema, vil dette skema indgå i forberedelsen af besigtigelsen på din ejendom og blive delt med den sagkyndige.

Hvad betyder det for de sager, hvor der allerede nu er aftalt en dato for besigtigelser?

Kommissionerne vil som udgangspunkt gennemføre de allerede planlagte besigtigelser, før ændringsbekendtgørelsen forventeligt træder i kraft i begyndelsen af juli. Herefter vil besigtigelserne blive gennemført af sagkyndige konsulenter.

Minksekretariatet skriver til din virksomhed eller partsrepræsentant via sikker eller digital post, når du kan forvente at blive kontaktet af sagkyndig med henblik på at planlægge en dato for besigtigelse.

Hvordan kommer besigtigelserne til at foregå med en sagkyndig konsulent?

Når de nye regler forventes at træde i kraft i begyndelsen af juli 2024, vil det være en sagkyndig konsulent, der besigtiger de enkelte virksomheder og dokumenterer bygninger og aktiver.

Den sagkyndige foretager en registrering og dokumentation af bygninger og aktiver og deres stand, samt vurderer den aktuelle markedsværdi af de aktiver, som din minkvirksomhed eller udlejningsvirksomhed ansøger om at udtage.

På den baggrund udarbejder den sagkyndige en rapport over aktiverne, som kommissionen bruger til at træffe en afgørelse om erstatningen for aktiverne. Både rapporten og denne del af afgørelsen vil blive sendt i høring hos sagens parter.

Du vil modtage nærmere information fra os i Minksekretariatet, når din sag er klar til at blive videregivet til den sagkyndige med henblik på at få aftalt en dato for besigtigelsen.

Er det fortsat nødvendigt selv at optælle aktiverne før besigtigelsen?

Nej. Det er ikke længere nødvendigt, at du selv optælle aktiverne og får optællingen revisorpåtegnet før besigtigelsen. Har din minkvirksomhed allerede optalt og indsendt et revisorpåtegnet oplysningsskema, vil dette skema dog blive delt med den sagkyndige før besigtigelsen.

Hvornår kan jeg forvente at få besøg af en sagkyndig på min farm?

De nye regler forventes at træde i kraft i begyndelsen af juli, hvorefter den nye model vil blive igangsat, hvor en sagkyndig foretager besigtigelsen.

Du vil modtage nærmere information fra Minksekretariatet, når din sag bliver videregivet til den sagkyndige for at få aftalt en dato for besigtigelsen.

Har du inden den 27. maj 2024 indsendt et oplysningsskema om din virksomheds økonomiske forhold, kan du forvente at få besigtigelsesbesøg fra en sagkyndig i løbet af 2024.

Derudover forventer vi, at de sagkyndige i løbet af 2024 vil kunne gennemføre yderligere besigtigelser.