Temaet handler om, hvilke dyr, der efter nedlukningsbekendtgørelsen skal indgå i forbindelse med opgørelse af produktion for virksomheder med kalenderårsregnskab.

Det fremgår af nedlukningsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, 3. pkt., at virksomhedens driftsomkostninger i kalenderåret 2019 forholdsmæssigt skal forhøjes eller reduceres, hvis produktionen af mink i 2019 afveg væsentligt fra produktionen i 2020.

Mens parterne er enige om, at 2020-produktionen skal forstås som de dyr, der er optalt af Fødevarestyrelsen, er parterne ikke enige om, hvorvidt avlsdyrene (både tæver og hanner) skal regnes med ved opgørelsen af den producerede mængde for regnskabsåret 2019. 

Dét har givet anledning til prøvelse af principiel karakter af spørgsmålet om opgørelsen af produktion for 2019 og 2020.

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Det fremgår af nedlukningsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, 3. pkt., at virksomhedens driftsomkostninger i kalenderåret 2019 forholdsmæssigt skal forhøjes eller reduceres, hvis produktionen af mink i 2019 afveg væsentligt fra produktionen i 2020.

Overerstatnings- og taksationskommissionen er enig med Erstatnings- og taksationskommissionen i, at produktionen i 2020 i henhold til bekendtgørelsen skal baseres på det af Fødevarestyrelsen optalte antal mink i forbindelse med nedslagningen.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har ud fra en formålsfortolkning vurderet, at opgørelsen af produktion i henhold til bekendtgørelsen, som udgangspunkt, skal ske ”skind over skind” for at sikre, at minkvirksomhedens driftsomkostninger for 2019 tilpasses den produktion, der er forudsat i erstatningsordningen. Ved ”skind over skind” forstås en sammenligning af de nedslagne hvalpe (inkl. hanner) i 2020 med en beregnet hvalpeproduktion i 2019. Ved beregnet hvalpeproduktion forstås en beholdningsforskydning korrigeret for køb og salg, på baggrund af regnskabsoplysninger i 2019.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har på den baggrund vurderet, at det er mest retvisende at beregne minkproduktionen i 2019 som den i regnskabet opgjorte difference mellem det samlede antal mink og skind i henholdsvis starten (primo) og slutningen (ultimo) af året. For minkvirksomheder, der aflægger regnskab efter kalenderåret sammenholdes antallet af mink og skind pr. 1. januar 2019 med antallet af mink og skind pr. 31. december 2019. Dette korrigeres herefter med eventuelle køb/salg af mink og skind, som er foretaget i regnskabsperioden.

Kommissionen har vurderet, at denne metode for opgørelse af 2019-produktionen, som udgangspunkt, også skal anvendes for minkvirksomheder, der aflægger regnskab i perioden ultimo november til ultimo maj.

 

Afsnittet er opdateret den 6. juni 2024

Klagetemaet omhandler, hvilken årlig markedskonform diskonteringsrente, der skal anvendes ved erstatning for minkspecifik accessorisk virksomhed.

 

I nedlukningsbekendtgørelsen sondres der mellem ”minkvirksomheder” og ”minkspecifik accessorisk virksomhed”.

• Ved minkvirksomhed forstås avlsvirksomheder med og uden mink i 2020. De er ifølge nedlukningsbekendtgørelsen berettiget til erstatning for tabt indtjening ved produktion af minkskind.
• Ved minkspecifik accessorisk virksomhed forstås blandt andet salg af avlsdyr, pelsning for tredjemand, vaccination, halmpresning mv.
  • Nedlukningsbekendtgørelsen fastsætter særlige regler for accessorisk virksomhed i form af salg af avlsdyr og pelsning for tredjemand.
  • For øvrige minkspecifikke accessoriske virksomheder gælder, at de ifølge nedlukningsbekendtgørelsen er berettiget til erstatning, såfremt virksomheden er relateret til minkavl i Danmark og ikke umiddelbart kan omstilles til anden virksomhed, jf. § 8, stk. 1.

 

Sondringen er vigtig, fordi nedlukningsbekendtgørelsen anvender forskellige begreber for erstatningens tilbagediskontering alt efter, om der tales om minkvirksomhed eller minkspecifik accessorisk virksomhed.

• Ved minkvirksomhed anvendes begrebet ”markedskonform diskonteringsfaktor”, som er fastsat til 5,14 % i bekendtgørelsens § 4, stk. 1, og som ligeledes er nævnt i den politiske aftale af 25. januar 2021.
• Ved minkspecifik accessorisk virksomhed anvendes begrebet ”markedskonform diskonteringsrente”, og her er der ikke fastsat en specifik diskonteringssats (procentsats), jf. § 8, stk. 1, § 9, stk. 1 og § 10, stk. 1.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Overerstatnings- og taksationskommissionen har forholdt sig til, hvorvidt det har været hensigten at fastsætte én diskonteringssats på 5,14 % for erhvervet som helhed, eller om det har været hensigten at fastsætte to forskellige diskonteringssatser.

I afgørelse af 17. maj 2024 har Overerstatnings- og taksationskommissionen fastlagt den årlige markedskonforme diskonteringsrente for minkspecifik accessorisk virksomhed til 11,35 %.

Den er fastsat på baggrund af rapporter fra revisionshusene EY, KPMG og PwC, der er indhentet af Minksekretariatet, 1. instans.  

Overerstatnings- og taksationskommissionen vurderer, at der må være tale om to forskellige diskonteringssatser, fordi der bruges to forskellige begreber i nedlukningsbekendtgørelsen: ”diskonteringsfaktor” og ”årlig markedskonform diskonteringsrente”.

Ved at fortolke ordlyden, konstaterer kommissionen, at en diskonteringsfaktor er en konstant, der indgår i en multiplikation, hvorimod en markedskonform diskonteringsrente er en variabel sats, som afhænger af forskellige samfundsmæssige forhold på et givent tidspunkt.

Overerstatnings- og taksationskommissionen er derudover af den opfattelse, at det har været hensigten at fastsætte den markedskonforme diskonteringsrente ud fra markedsvilkårene inden den 4. november 2020.

Klagetemaet er todelt. Det handler om, hvordan man fastsætter antal og værdi af minkvirksomhedens avlsdyr. Samtidigt forholder temaet sig til, hvorvidt avlshanner skal erstattes som både produceret skind og avlsdyr eller om der skal ske fradrag for skindværdien i forbindelse med værdisætningen af avlshannerne.

• Ved avlsdyr forstås de hanner og tæver, som minkavleren har udvalgt til brug for avl på baggrund af dyrenes særlige egenskaber.

 

Hvor der var en tydelig optælling af minkvirksomhedernes avlstæver, blev avlshannerne på nedslagningstidspunktet ikke optalt som avlsdyr, men som en del af hvalpeproduktionen (inkl. hanner) og erstattet som det, jf. nedlukningsbekendtgørelsens § 4 om tabt indtjening ved produktion af mink. Det har derfor været nødvendigt at opgøre antallet af avlshanner på bagkant.

I forhold til værdisætningen af avlsdyrene fremgår det af nedlukningsbekendtgørelsens § 5, stk. 5, at værdien for avlsdyr (hanner og hunner) skal fastsættes ud fra en skindpris på 332,75 kr. Beløbet svarer til den i bekendtgørelsen § 4 fastsatte værdi af minkskind. Dét har givet anledning til spørgsmålet om, dels hvorvidt der kan indfortolkes en mulighed for korrektion af avlsdyrenes grundværdi på 332,75 kr. ud fra minkvirksomhedens pelsindeks. Dels, om der qua formuleringen i henholdsvis den politiske aftale og i nedlukningsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, kan indfortolkes et loft på 105 for pelsindekset. Det vil sige om minkvirksomheder, selvom de har et pelsindeks på over 105, bliver erstattet ud fra et pelsindeks på 105.

Pelsindekset følger den af nedlukningsbekendtgørelsens fastsatte skindpris på 332,75 kr. Det vil sige, at den fastsatte takst er et udtryk for en minkvirksomheds skindpris ved et pelsindeks på 100.

• Ved pelsindeks forstås en erklæring fra Kopenhagen Fur, der tilkendegiver pelskvaliteten på minkvirksomhedens mink.

 

Nedlukningsbekendtgørelsen indeholder en generel regel i § 26, hvorefter en minkvirksomhed ikke kan få udbetalt erstatning, hvis minkvirksomheden allerede har modtaget erstatning for det pågældende aktiv eller omkostning. Herudover er der i § 27, stk. 2, en særlig hjemmel til modregning af modtaget erstatning for skindværdien og driftstabserstatning efter særlige bekendtgørelser herom.

Det har givet anledning til prøvelse af principiel karakter af, hvorvidt der ved værdisætningen af avlshannerne skal ske modregning for skindværdien.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Overerstatnings- og taksationskommissionen har i sin vurdering af værdisætningen af avlsdyr lagt vægt på, at både Fødevarestyrelsen og Kopenhagen Fur har oplyst, at avlsdyr erfaringsmæssigt har været opgjort til dobbelt skindpris. Kommissionen har i den forbindelse vurderet, at værdien af avlsdyrene på baggrund af nedlukningsbekendtgørelsens § 5, stk. 5’s ordlyd om, at avlsdyrene skal værdisættes ud fra en skindpris, må skulle fastsættes på baggrund af de rammer, der gælder for skindprisen, herunder pelsindeksering.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har herefter vurderet, at indeksloftet på 105 har været en politisk præmis for at kunne fastsætte en skindpris på 332,75 kr., hvorfor kommissionen vurderer, at værdien af avlsdyrene skal fastsættes til dobbelt skindpris, korrigeret for minkvirksomhedens pelsindeks med et loft på indeks 105 (dvs. (332,75 kr. x 2) * pelsindekset). Under en forudsætning om, at avlshannerne udgør 20 % af antallet af avlstæver, er det kommissionens vurdering, at avlsdyrenes værdi skal fastsættes som 2,4 gange den pelsindekserede skindpris pr. avlstæve. Herved sikres det, at der gives erstatning svarende til dobbelt skindpris for både tæver og dertilhørende avlshanner.

I forhold til spørgsmålet om modregning har Erstatnings- og taksationskommissionen lagt vægt på, at de avlshanner, der erstattes som en del af avlsbesætningen i 2029, er en del af hvalpeproduktionen i 2029. Erstatnings- og taksationskommissionen har derfor modregnet avlshannerne for at undgå, at der både gives erstatning for tabt indtjening ved produktion af mink og salg som levende avlsdyr.

Overerstatnings- og taksationskommissionen bemærker, at Erstatnings- og taksationskommissionen ikke har angivet en hjemmel til at foretage modregningen.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har i sin vurdering lagt vægt på, at det af nedlukningsbekendtgørelsens § 27, stk. 2, fremgår, at der skal ske modregning af tidligere modtaget erstatning for avlsdyrenes værdi. I den af Erstatnings- og taksationskommissionen opgjorte erstatning foretages der modregning af driftstabs- og skinderstatningen, hvorfor avlshannernes værdi modregnes to gange på lige fod med værdien af avlstæver.

Overerstatnings- og taksationskommissionens vurderer, at det er politisk bestemt, at minkavlerne skal have erstatning for tabt indtjening i en 9-årig periode, og at der i den forbindelse skal udbetales erstatning for avlsdyrene som en del af kapitalapparatet (de aktiver, der indgår i en produktion). Kommissionen vurderer derfor, at der havde været en særskilt bestemmelse om det i nedlukningsbekendtgørelsens § 4, hvis det var hensigten, at avlsdyrene skulle modregnes i erstatningen for tabt indtjening.

Klagetemaet omhandler fortolkning af Erstatnings- og taksationskommissionernes adgang til at fastsætte vilkår i forbindelse med erstatningsudbetalingen samt en fortolkning af lovligheden af 26 konkrete vilkår fastsat af Erstatnings- og taksationskommissionerne.

Klagetemaet udspringer af, at hverken minkloven eller nedlukningsbekendtgørelsen indeholder en direkte hjemmel til at fastsætte vilkår.

• Ved vilkår forstås f.eks., at udbetaling af erstatning sker på betingelse af, at staten overtager ejerskabet til bygninger og inventar eller at minkavleren skal sikre, at bygningerne er klar til nedrivning.

Dét har givet anledning til prøvelse af principiel karakter, idet parterne er uenige om, hvorvidt de af Erstatnings- og taksationskommissionerne 26 fastsatte vilkår i deres afgørelser skal tilsidesættes som ugyldige eller fastholdes.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Minksekretariatet, 2. instans, har til brug for Overerstatnings- og taksationskommissionens vurdering af klagetemaet indhentet et juridisk responsum (sagkyndig udtalelse) fra en lektor, dr.jur., i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

I afgørelse af 17. maj 2024 har Overerstatnings- og taksationskommissionen fastslået, at minkloven, nedlukningsbekendtgørelsen og de almindelige forvaltningsretlige regler samt almindelige retsprincipper udgør fornøden hjemmel til at fastsætte vilkår i afgørelserne i forbindelse med erstatningsudbetalingen.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har på den baggrund vurderet, at der ikke er grundlag for at afvise vilkårene og dermed imødekomme avlersidens principale (primære) påstand om, at samtlige vilkår skal tilsidesættes som ugyldige.

Overerstatnings- og taksationskommissionen fastslår dog, at gyldigheden af og formuleringen af vilkårene skal vurderes konkret i lyset af det, der er fastsat erstatning for i afgørelsen.

I den forbindelse har Overerstatnings- og taksationskommissionen fundet det hensigtsmæssigt at opdele vilkårene i følgende tre underkategorier:

• Vilkår for udbetalingen af erstatning og kompensation
• Vilkår for modtagelse af erstatning og kompensation
• Vilkår for statens overtagelse af aktiver

Klagetemaet omhandler alene fastsættelsen af passende godtgørelse for nødvendige udgifter til advokatbistand. Udmålingen af godtgørelserne i første instans har varieret i størrelsen. Dét har givet anledning til prøvelse af principiel karakter, idet der foreligger et ønske om at skabe en mere ensartet praksis.

• Ved sagkyndig bistand forstås i denne sammenhæng alene advokatbistand, idet godtgørelse af bistand fra andre sagkyndige, f.eks. revisorer, ikke har været påklaget.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

I Overerstatnings- og taksationskommissionens afgørelse af 17. maj 2024 har kommissionen bestemt, at der i henhold til erstatnings- og taksationsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, er hjemmel til, at kommissionen kan pålægge ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri at betale en rimelig godtgørelse, når minkvirksomheden har afholdt nødvendige udgifter til sagkyndig bistand. Der ligger således et krav om nødvendighed og rimelighed.

I Overerstatnings- og taksationskommissionens afgørelse af 17. maj 2024 har kommissionen vurderet, at det har været nødvendigt for avlersiden at afholde udgifter til sagkyndig bistand, hvorfor kommissionen har fastsat en rimelig godtgørelse heraf. Godtgørelsesbeløbet er fastsat efter et skøn, hvor kommissionen har set på retsforholdets beskaffenhed og sagens betydning for vedkommende part. I vurderingen af sagens betydning er der lagt vægt på den økonomiske værdi af de erhvervsmæssige interesser og størrelsen af de omtvistede beløb, sagens karakter samt arten og omfanget af det af advokaten udførte arbejde, herunder den tid, som det vurderes rimeligt at have anvendt til sagens forberedelse og øvrige behandling.

Klagetemaet omhandler, hvorvidt en minkvirksomhed eller et følgeerhverv kan få kompensation for renteomkostninger til en kassekredit afholdt fra nedlukningstidspunktet den 4. november 2020 og frem til erstatningsudbetalingen, som en del af nedlukningsbekendtgørelsens § 22 om omkostninger til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold.

• Nedlukningsbekendtgørelsens § 22 stiller krav om, at omkostningerne skal være rimelige og dokumenterede. Derudover er det et krav, at udgifterne har været til brug for aktiver, som staten erhverver ret til (dvs. overtager i forbindelse med erstatningsudbetalingen). § 22 er i dette spørgsmål suppleret af bilag 1, pkt. 6.
• Nedlukningsbekendtgørelsens bilag 1, pkt. 6, oplister, at renteomkostninger til realkreditlån og lån, som er optaget direkte til finansiering af aktiver, som har været anvendt i den erstatnings- og kompensationsberettigede virksomhed, som staten overtager, er dækningsberettigede.

Nærmere har dét givet anledning til en prøvelse af, hvorvidt afholdte renteomkostninger til en kassekredit optaget af minkvirksomheden også er omfattet af nedlukningsbekendtgørelsens bilag 1, pkt. 6, eller om det alternativt kan være omfattet af bilagets pkt. 10 vedrørende ”Øvrige udgifter til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold”.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Overerstatnings- og taksationskommissionen har i sin vurdering lagt særligt vægt på, at låneomkostningerne skal vedrøre aktiver, som staten overtager i forbindelse med nedlukningen, og har derfor særligt set på i hvilket omfang avlersiden har oplyst, hvad lånene er optaget og anvendt til finansiering af.

Overerstatnings- og taksationskommissionen bemærker, at der i nedlukningsbekendtgørelsens bilag 1, pkt. 6, ligger et krav om, at lånet skal være optaget direkte til finansiering af aktiver. Overerstatnings- og taksationskommissionen vurderer derfor, at der skal være en vis tidsmæssig sammenhæng mellem, hvornår lånet er optaget, og hvornår pengene er brugt til at købe aktiver.

I Overerstatnings- og taksationskommissionens vurdering af, om avlersidens renteomkostninger til kassekreditten kan omfattes af nedlukningsbekendtgørelsens bilag 1, pkt. 10, bemærker kommissionen, at der i Fødevareministeriets notat af 20. december 2021 om høringssvar til nedlukningsbekendtgørelsen fremgår, at ”Øvrige udgifter” er indsat, så Erstatnings- og taksationskommissionerne har mulighed for at tildele kompensation for de omkostninger, som ikke umiddelbart kunne forudses på tidspunktet for bekendtgørelsens og bilagets udfærdigelse.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har vurderet, at bilagets pkt. 10 ikke er relevant i denne sammenhæng i og med, at bilagets pkt. 6 omhandler renteomkostninger fra lån og betingelserne for godtgørelse herfor, hvorfor kommissionen finder, at regeludsteder allerede har taget stilling til i hvilket omfang renteomkostninger på en kassekredit skal godtgøres.

I forhold til avlersidens oplysninger om, at kassekreditten er brugt til at købe mink, bemærker Overerstatnings- og taksationskommissionen, at avlsdyr ifølge nedlukningsbekendtgørelsen anses for at være et anlægsaktiv. Kommissionen vurderer dog, at avlsdyrene ikke udgør et aktiv, som staten overtager ved erstatningsudbetalingen, hvorfor renteomkostninger vedrørende lån, som er optaget til finansiering af køb af mink, ikke er dækningsberettigede. I den forbindelse bemærker kommissionen, at avlsdyrene og de nedgravede mink i øvrigt behandles efter andre regler.

Klagetemaet omhandler, hvorvidt en erstatnings- og kompensationsberettiget virksomhed (minkvirksomhed eller et følgeerhverv) kan få kompensation for udgifter til forsikring af bygninger og driftsmidler samt udgifter til ikke-lovpligtig skadedyrsbekæmpelse afholdt fra nedlukningstidspunktet den 4. november 2020 og frem til virksomhedens opfyldelse af vilkår i forlig eller afgørelse om erstatningen eller kompensationens fastsættelse, som en omkostning til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold efter nedlukningsbekendtgørelsens § 22.

Bestemmelsen henviser til nedlukningsbekendtgørelsens bilag 1, der angiver en række kompensationsberettigede omkostninger til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold, hvor dette principielle klagetema angår fortolkning af bilagets pkt. 3 og 4, samt opsamlingsbestemmelsen ”Øvrige udgifter” i pkt. 10.

I afgørelserne fra Erstatnings- og taksationskommissionerne har der været variation i dækningen af udgifter afholdt til forsikringer og skadedyrsbekæmpelse, idet Erstatnings- og taksationskommissionen i nogle sager har kompenseret udgifterne med den begrundelse, at kommissionen har sidestillet en afholdt udgift til forsikring eller skadedyrsbekæmpelse med en lovpligtig udgift. I andre sager er kommissionen kommet frem til det modsatte resultat, idet det er vurderet, at minkvirksomheden ikke har dokumenteret, at udgiften er kompensationsberettiget.

Dét har givet anledning til prøvelse af principiel karakter, idet der foreligger et ønske om en mere ensartet praksis.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

For så vidt angår skadedyrsbekæmpelse

Indledningsvist oplyses det, at der ikke er fastsat en lovbestemt pligt til at afholde bestemte udgifter eller at foretage bestemte handlinger med henblik på at forebygge eller bekæmpe skadedyr.

Af rottebekendtgørelsens §§ 3 og 4 fremgår det, at en ejer af en ejendom har pligt til dels at anmelde mistanke om rotter på ejendommen til kommunen, dels at iagttage foranstaltninger med henblik på sikring af og renholdelse af ejendommen, så rotternes levemuligheder på ejendommen begrænses mest muligt.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har på den baggrund vurderet, at udgifter til bekæmpelse af rotter skal sidestilles med lovpligtige udgifter. Kommissionen har i vurderingen lagt vægt på, at der i indholdet af §§ 3 og 4 i rottebekendtgørelsen påhviler ejere af fast ejendom en forpligtelse. Derudover har kommissionen lagt vægt på, at pelsdyrfarme er ekstra udsatte for skadedyr, så længe de minkrelaterede aktiver er på ejendommen, og at rotter hurtigt kan forvolde skade på de aktiver, som staten skal overtage.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har derfor vurderet, at udgifter til bekæmpelse af rotter er dækningsberettigede i perioden fra 4. november 2020 og frem til virksomhedens opfyldelse af vilkår i forlig eller afgørelse om erstatningen eller kompensationens fastsættelse, som en omkostning til passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold.

For så vidt angår forsikring af bygninger og driftsmidler

Indledningsvist oplyses det, at der ikke foreligger en almindelig lovbestemt pligt til at tegne forsikring vedrørende bygninger og løsøregenstande.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har i deres vurdering lagt vægt på, at der i forbindelse med lån i en fast ejendom vedlægges standardbetingelser i henhold til tinglysningsbekendtgørelsens § 22, hvoraf én af betingelserne er, at låntager holder pantet behørigt brandforsikret. En sådan brandforsikring skal i henhold til § 3 i bekendtgørelse om minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring som minimum dække skader forårsaget af:

• Brand, herunder lynnedslag
• Eksplosion
• Sprængning af dampkedler og autoklaver
• Nedstyrtning af luftfartøj eller ved at det forsikrede rammes af et sådan eller af nedfaldne genstande derfra, dog ikke skade forårsaget af medførte sprængstoffer
• Pludseligt opstået tilsodning fra forskriftsmæssigt ildsted til rumopvarmning

Udover, at bygningsbrandforsikringen skal dække bygningerne, er der også krav i henhold til bekendtgørelse om minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring § 4 om, at forsikringen skal dække:

• Ledninger, varmeanlæg, husholdningsmaskiner og lignende som nævnt i § 38 i tinglysningsloven.

På den baggrund har Overerstatnings- og taksationskommissionen vurderet, at en forsikring, som er en betingelse for et lån sikret ved tinglyst pant i en fast ejendom, skal sidestilles med en lovpligtig forsikring. Kommissionen har i deres vurdering lagt vægt på, at der er tale om et generelt og ufravigeligt krav i forbindelse med finansieringen. At bygningsbrandforsikringen skal sidestilles med en lovpligtig forsikring gør sig dog kun gældende, så længe låneforholdet består. Udgifterne til forsikringen kan således alene være kompensationsberettigede frem til tidspunktet for en eventuel indfrielse af låneforholdet.

Kommissionen har vurderet, at det alene er en minkvirksomheds udgifter til bygningsbrandforsikring, der er kompensationsberettiget. Kommissionen har lagt vægt på, at det alene er denne type forsikringsdækning, der fremgår som standardbetingelse i forbindelse med optagelse af lån mod tinglyst pant i fast ejendom.

 

For så vidt angår nedlukningsbekendtgørelsens bilag 1, pkt. 10 ”Øvrige udgifter”

Til spørgsmålet om, hvorvidt øvrige omkostninger til forsikringer vedrørende bygninger og driftsmidler kan omfattes af opsamlingsbestemmelsen i nedlukningsbekendtgørelsens bilag 1, pkt. 10 om ”Øvrige udgifter”, har Overerstatnings- og taksationskommissionen vurderet, at disse ikke kan dækkes med hjemmel heri. Kommissionen har i sin vurdering lagt vægt på, at bilag 1, pkt. 10 er indsat med det formål, at Erstatnings- og taksationskommissionerne kan tildele kompensation for de omkostninger, som ikke kunne forudses på det tidspunkt, hvor nedlukningsbekendtgørelsen og bilaget blev lavet, og at kompensation for udgifter til forsikring af bygninger og driftsmidler i forvejen er indeholdt i bilagets pkt. 4.

 

Afsnittet er opdateret den 6. juni 2024

Klagetemaet omhandler opgørelse af erstatning for ikke-udnyttet bur- og staldkapacitet, herunder særligt opgørelsesmetoden for antallet af ikke-udnyttede burpladser. Herunder en fortolkning af den begrænsning, der fremgår af nedlukningsbekendtgørelsens § 6 i form af ordlyden ”som ville kunne tages i anvendelse i overensstemmelse med meddelte miljøgodkendelser og -tilladelser”.

Nedlukningsbekendtgørelsens § 6, stk. 4, definerer en minkvirksomheds ikke-udnyttede bur- og staldkapacitet som værende den del, som ikke blev brugt af minkvirksomheden eller af andre umiddelbart forud for aflivningen af minkene, men som ville kunne tages i anvendelse i overensstemmelse med minkvirksomhedens miljøtilladelser og -godkendelser.  

Parterne (avlersiden og Fødevarestyrelsen) og Erstatnings- og taksationskommissionerne har forskellige opfattelser af, hvordan den ikke-udnyttede bur- og staldkapacitet skal opgøres.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Overerstatnings- og taksationskommissionen har indledningsvist konstateret, at nedlukningsbekendtgørelsens § 6, stk. 4 indeholder to betingelser for modtagelse af erstatning for ikke-udnyttet bur- og staldkapacitet:

• Minkvirksomheden skal have faktisk ledig bur- og staldkapacitet
• Det skulle have været muligt at tage denne kapacitet i anvendelse i overensstemmelse med minkvirksomhedens miljøgodkendelse/-tilladelse

Når ovenstående to betingelser er opfyldt, har Overerstatnings- og taksationskommissionen fundet det nødvendigt at afklare, om minkvirksomhedens produktion, inden for miljøgodkendelsens/-tilladelsens rammer, ville kunne udvides med flere årstæver end det estimerede antal årstæver for perioden 2021-2029. At en sådan udvidelse kan indeholdes i virksomhedens miljøgodkendelse/- tilladelse er en betingelse for modtagelse af erstatning i den niårige periode.

Kommissionen har vurderet, at det er en forudsætning for beregning af erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, at minkvirksomhedens miljøgodkendelse/- tilladelse indregnes som en begrænsning således, at de ekstra årstæver, der ville kunne indsættes, skal omregnes til et antal muligt ekstra udnyttede burpladser. Antallet af mulige ekstra årstæver skal herefter omregnes til et samlet antal mink (avlstæver og hvalpe). Herefter skal den estimerede produktion for perioden 2021-2029 tillægges, for at få et samlet antal muligt udnyttede burpladser i henhold til miljøgodkendelsen/-tilladelsen.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har vurderet, at det ikke giver et retvisende antal muligt ekstra udnyttede burpladser at anvende normtallet for virksomhedernes miljøgodkendelses/-tilladelses udstedelsesår. Kommissionen har fundet, at det vil give en tilfældig og uens behandling af minkvirksomhederne, og at metoden derudover vil være problematisk i forhold til de minkvirksomheder, der har haft minkproduktion frem til 2020 ud fra de tidligere gældende anmelderegler og ikke har en formaliseret miljøgodkendelse efter husdyrbrugloven eller miljøbeskyttelsesloven.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har herefter vurderet, at det mest retvisende resultat for beregning af den i miljøgodkendelsen/- tilladelsen godkendte kapacitet, findes ved at anvende minkvirksomhedens aktuelle hvalpeforholdstal på nedslagningstidspunktet. Ved hvalpeforholdstal forstås gennemsnittet af antallet af hvalpe pr. tæve i minkvirksomheden.

 

Afsnittet er opdateret den 6. juni 2024

Klagetemaet omhandler erstatning for minkspecifik accessorisk virksomhed ved salg af minkgødning. Herunder spørgsmålet om, hvorvidt en minkvirksomhed kan modtage erstatning for tabt omsætning af gødning, når gødningen har været anvendt af virksomheden selv, i den situation hvor der drives planteavlsdrift i samme CVR-nummer. I disse situationer kan der ikke dokumenteres en omsætning i regnskabsmæssig forstand, idet der ikke lovligt kan faktureres internt i egen virksomhed. Det er anført af avlersiden, at gødningen uanset udgør en værdi, og at den manglende mulighed for fremadrettet at kunne omsætte gødningen på denne måde, som følge af nedslagningen, udgør et tab for minkvirksomheden.

Erstatnings- og taksationskommissionerne har i de fleste afgørelser lagt vægt på, om virksomhederne har kunnet dokumentere en omsætning af og indtægt ved salg af minkgødning i 2019.

Dét har givet anledning til prøvelse af principiel karakter af, hvorvidt der kan indfortolkes et dokumentationskrav for en egentlig økonomisk omsætning af gødningen til tredjemand som en forudsætning for at modtage erstatning for accessorisk virksomhed med salg af minkgødning, samt hvordan gødningsværdien skal fastsættes.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Overerstatnings- og taksationskommissionen har vurderet, at virksomhed med omsætning af minkgødning generelt er minkspecifik accessorisk virksomhed, idet denne type virksomhed opfylder betingelserne i nedlukningsbekendtgørelsens § 8, stk. 1. Heraf fremgår som betingelser for modtagelse af erstatning, at den minkspecifikke accessoriske virksomhed skal være relateret til minkavl i Danmark, og ikke umiddelbart kan omstilles til anden virksomhed.

Erstatningen for perioden 1. januar 2021 til 31. december 2029 fastsættes ud fra den omsætning, som den minkspecifikke accessoriske virksomhed havde i 2019, og tilbagediskonteres til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig markedskonform diskonteringsrente på 11,35 %, som er fastsat af Overerstatnings- og taksationskommissionen. Det fremgår dog af bestemmelsens stk. 2, at der kan fastsættes en anden erstatning for minkspecifik accessorisk virksomhed, hvis kommissionen skønner, at omsætningen i 2019 ikke er retvisende for virksomhedens estimerede omsætning fra accessorisk virksomhed i perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2029.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har vurderet, at den minkspecifikke accessoriske virksomhed som udgangspunkt skal kunne dokumentere den omsætning, der har været i 2019. Dette gælder dog ikke, når minkgødningen har været anvendt i egen planteavlsvirksomhed drevet i samme CVR-nummer som minkvirksomheden. Dette begrundes med, at der ikke lovligt kan faktureres internt i egen virksomhed.

På den baggrund har Overerstatnings- og taksationskommissionen vurderet, at minkvirksomheder med planteavlsvirksomhed drevet i samme CVR-nummer skal stilles som om, at der foreligger dokumentation for omsætning i form af fakturering, således at anvendelsen af minkgødningen har været udtryk for omsætning i den minkrelaterede del af virksomheden.  

Kommissionen har desuden bemærket, at der alene kan tildeles erstatning i den udstrækning, at planteavlsvirksomhedens udbringningsarealer lovligt kan aftage den mængde gødning, som minkvirksomheden har produceret.

 

Afsnittet er opdateret den 6. juni 2024

Klagetemaet omhandler, om der kan accepteres en bagatelagtig overskridelse af en minkvirksomheds miljøtilladelse/-godkendelse, uden at der skal ske en reduktion af antallet af mink (herunder både ift. hvalpe (inkl. hanner) og avlstæver) som følge af overskridelsen efter nedlukningsbekendtgørelsens § 16, stk. 2. Det fremgår af bekendtgørelsens § 16, stk. 1, at udbetaling af nedlukningserstatning og kompensation er betinget af virksomhedens overensstemmelse med meddelte miljøtilladelser og -godkendelser umiddelbart inden nedslagningen. Bestemmelsens stk. 2 foreskriver reduktion ved manglende overholdelse af stk. 1.

• Miljøtilladelse/-godkendelse forstås i denne sammenhæng som tilladelser til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug med hold af mink. I relation til nedlukningserstatning udgør en minkvirksomheds miljøtilladelse/-godkendelse dokumentation for virksomhedens tilladte produktionsomfang, der ofte opgøres som et antal årstæver eller et antal dyreenheder (DE), der er tilladt på den konkrete ejendom.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Afventer principiel klagesag.

 

Klagetemaet omhandler erstatning for minkspecifik accessorisk virksomhed i form af salg af levende avlsdyr baseret på et estimeret antal årligt solgte levende avlsdyr i perioden 2021-2029. Det principielle klagetema angår, i hvilket omfang det er muligt at korrigere det estimerede antal årligt solgte avlsdyr i forhold til salget i 2019, såfremt minkvirksomheden anfører, at antal solgte avlsdyr i 2019, ikke er retvisende for perioden 2021-2029, herunder om salg i tidligere år kan tillægges betydning. Den principielle prøvelse angår hvilket dokumentationskrav, der kræves i henhold til dette, samt om der kan stilles krav om en minimumssalgspris, for at et salg af levende mink kan betragtes som salg af avlsdyr.

Dét har givet anledning til prøvelse af principiel karakter, særligt angående fortolkning af nedlukningsbekendtgørelsens § 9.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Afventer principiel klagesag.

Klagetemaet omhandler, hvad der kan kategoriseres som minkspecifikke anlægsaktiver, herunder om der kan opstilles kriterier til brug for afgrænsningen, og i givet fald hvilke kriterier, der kan indgå i vurderingen. Temaet angår særligt, hvordan sammenbyggede bygninger skal behandles, og om bygninger, der er sammenbygget med en beboelsesbygning, kan indgå i erstatningsopgørelsen.

Hverken nedlukningsbekendtgørelsen, Fødevareministeriets notat af 20. december 2021 om høringssvar til nedlukningsbekendtgørelsen, minkloven, eller den politiske aftale af 25. januar 2021 opstiller nærmere kriterier for afgrænsning af, hvad der kan anses som minkspecifikke anlægsaktiver, eller hvordan sammenbyggede bygninger skal behandles. Nedlukningsbekendtgørelsens § 5 omhandler alene opgørelsen af erstatning for minkspecifikke anlægsaktiver. Kommissionerne er således overladt et vist skøn ved vurderingen af, om et aktiv er minkspecifikt og skal indgå i erstatningsopgørelsen.

Det fremgår af Erstatnings- og taksationskommissionernes afgørelser, at en bygning alene skal indgå i erstatningsopgørelsen, hvis bygningen kan anses som værende varigt indrettet til minkproduktion. Det fremgår endvidere, at sammenbyggede bygninger skal behandles som én bygning, og at bygninger, som er sammenbygget med beboelse, ikke kan indgå i erstatningsopgørelsen. Erstatnings- og taksationskommissionens praksis er i overensstemmelse med ”Vejledning til ”Oplysningsskema vedrørende minkvirksomheden” til minkvirksomheder med egenproduktion af mink i 2020 (“den skematiske model”)”, version 06.01, punkt 9.2 vedrørende sammenbyggede bygninger. Det pågældende afsnit i vejledningen har ikke været en del af den oprindelige vejledning, som udfærdiget af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, men er tilføjet i de senere versioner, udarbejdet af Minksekretariatet, 1. instans.

Dét har givet anledning til prøvelse af principiel karakter, idet avlersiden ikke mener, at der er hjemmel til at lade en minkspecifik bygning, der er sammenbygget med en beboelsesbygning, udgå af erstatningsordningen.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Overerstatnings- og taksationskommissionen har i afgørelse af 16. december 2024 truffet særskilt afgørelse om, hvorvidt en bygning, der er sammenbygget med et stuehus, er et minkspecifikt anlægsaktiv omfattet af nedlukningsbekendtgørelsens § 5. Afgørelsen udgør således kommissionens principielle stillingtagen til emnet sammenbyggede bygninger med blandet anvendelse (delvis anvendelse i minkvirksomheden og delvis beboelse).

Overerstatnings- og taksationskommissionen har ved afgørelsen fastslået, at den sammenbyggede bygning er et minkspecifikt anlægsaktiv og dermed erstatningsberettiget.

Et flertal i Overerstatnings- og taksationskommissionen på tre medlemmer (herunder formanden) har vurderet, at der ikke er hjemmel til, hverken i regelgrundlaget for erstatningsordningen eller i forarbejderne hertil, at fastsætte et kriterium om, at sammenbyggede bygninger skal anses som værende én bygning. Ligeledes finder flertallet ikke, at der er hjemmel til at undlade at give erstatning for minkspecifikke anlægsaktiver med den begrundelse, at bygningen er sammenbygget med en beboelsesbygning.

Flertallet på tre medlemmer har i deres vurdering lagt vægt på, at det i forarbejderne til minklovens § 8 a blandt andet fremgår, at bygninger, staldanlæg, pelserier mv. ikke umiddelbart kan omlægges eller anvendes til andre formål end minkavl, og det derfor er hensigten, at sådanne bygninger og staldanlæg skal bortskaffes, hvor staten afholder udgifterne hertil, jf. forslag til Lov om ændring af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet fremsat den 26. marts 2021, bemærkningerne til § 1, nr. 6.

På den baggrund har Overerstatnings- og taksationskommissionens flertal på tre medlemmer fundet, at det klare udgangspunkt er, at staldbygninger, staldanlæg og pelserier drevet i tilknytning til en minkvirksomhed er erstatningsberettigede aktiver, som staten skal bortskaffe.

Overerstatnings- og taksationskommissionens flertal på tre medlemmer har bemærket, at sammenbyggede bygninger juridisk kan tilhøre flere forskellige selvstændige faste ejendomme, og således juridisk betragtes som flere bygninger eller bygningsdele. Flertallet har hertil vurderet, at det er foreneligt med erstatningsordningen, at alene en del af en sammenbygget bygning kan anses som minkspecifik, og at den minkspecifikke bygningsdel eller bygning kan indgå i erstatningsordningen. Dette følger af det klare udgangspunkt om, at hele minkvirksomheden skal erstattes. 

Et flertal i Overerstatnings- og taksationskommissionen på to medlemmer (herunder formanden) har i forlængelse heraf vurderet, at bygningen, der er sammenbygget med et stuehus, skal anses som en selvstændig bygningsdel, og at der derfor skal tages stilling til, om bygningsdelen er et minkspecifikt anlægsaktiv.

Flertallet på to medlemmer har herefter vurderet, at det afgørende for, om et anlægsaktiv kan anses som minkspecifikt i erstatningsordningens forstand, som udgangspunkt er den faktiske anvendelse af aktivet.

Af nedlukningsbekendtgørelsen fremgår det, at kommissionen, i forbindelse med erstatning for tabt indtjening ved produktion af mink, skal tillægge eller reducere større omkostninger i 2019, som ikke med rimelighed vil kunne forventes afholdt i perioden 2021-2029. 

Hvad der ligger i ordene ”større omkostninger” har givet anledning til fortolkning, hvorfor Overerstatnings- og taksationskommissionen har behandlet spørgsmålet.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Overerstatnings- og taksationskommissionen vurderer, at bestemmelsen er toleddet, idet en omkostning kun skal korrigeres, hvis den både er større og ikke med rimelighed vil kunne forventes afholdt (i samme omkostningsniveau).

Kommissionen har lagt vægt på regeludsteders ordvalg ”større omkostninger”, der afviger fra den normale regnskabsterminologi, hvor man anvender udtrykket ”ekstraordinære omkostninger”. Det er herefter kommissionens vurdering, at det har været hensigten at afvige fra normalen, og herved skabe en hjemmel til at regulere enkeltposter, når 1) de har en sådan størrelse, at de har en betydelig indvirkning på virksomhedens økonomiske resultater og 2) enkeltposterne ikke forventes afholdt (i samme omkostningsniveau).

Overerstatnings- og taksationskommissionen vurderer, at ordlyden i nedlukningsbekendtgørelsen skal forstås således, at kravet til omkostningens atypiske karakter er mindre end i almindelig regnskabspraksis. Dvs., at det i vurderingen ikke er eneafgørende, om en omkostning afviger fra det forventelige (de almindelige driftsomkostninger). Derimod skal det vurderes, hvorvidt en omkostning kan anses for både større og at den ikke med rimelighed vil kunne forventes afholdt inden for rammerne af erstatningsordningen.

En vurdering af, hvad der har været en større omkostning, skal vurderes ud fra minkvirksomhedens samlede omkostninger for 2019.

I nedlukningsbekendtgørelsen er der opsat minimumsbetingelser for antallet af løntimer sammenholdt med størrelsen på minkvirksomhedens besætning samt lønudgifterne til det påkrævede antal medarbejdere.

Det har givet anledning til prøvelse af, hvordan opgørelsesmetoden for løn skal fastsættes.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Generelt vurderer Overerstatnings- og taksationskommissionen, at driftsomkostningerne, hvis en minkvirksomheds årsregnskab følger kalenderåret, skal opgøres på baggrund af driftsomkostningerne for 2019, som det fremgår af nedlukningsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, 1. pkt.

Hvis en minkvirksomhed derimod har forskudt årsregnskab, dvs. hvor årsregnskabet f.eks. afsluttes den 30. juni, må det lægges til grund, at lønudgifterne/-timerne skal baseres på regnskabet 2019/2020, som ifølge nedlukningsbekendtgørelsens § 3, stk. 4, træder i stedet for kalenderåret 2019.

Nedlukningsbekendtgørelsens § 4, stk. 8, indeholder krav om et minimumsårsværk. Ved vurderingen af antal minimumstimer har Overerstatnings- og taksationskommissionen lagt vægt på, at det fremgår af nedlukningsbekendtgørelsens § 4, stk. 8, at omkostningerne til løn- og vikararbejde skal vedrøre minkproduktionen. Når dette sammenholdes med nedlukningsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, er det Overerstatnings- og taksationskommissionens vurdering, at der er tale om minkproduktionen i 2019 og ikke i 2020.  

Derudover lægger Overerstatnings- og taksationskommissionen vægt på, at følgende fremgår af den politiske aftale: ”For at få et udtryk for driftsindtjeningen per mink fraregnes driftsomkostningerne ved produktion af minkskind på den pågældende bedrift inkl. ejerløn. I forhold til producerede mængder tages der udgangspunkt i antal avlstæver og dermed producerede mink i 2019”. Overerstatnings- og taksationskommissionen vurderer på den baggrund, at minimumsantallet skal beregnes ud fra 2019-produktionen med de dertilhørende avlstæver.

I et forskudt regnskabsår er det Overerstatnings- og taksationskommissionens vurdering, at antallet af avlstæver mest retvisende fastsættes som det antal, der fremgår af ultimo-beholdningen for regnskabsåret 2018/2019, idet det er de dyr, der producerer i foråret 2019. 

Nedlukningsbekendtgørelsens § 4, stk. 9, indeholder krav om minimumslønudgifter. Overerstatnings- og taksationskommissionen har beregnet minkvirksomhedens faktiske timepriser og sammenholdt disse med timesatsen for den enkelte medarbejdergruppe iht. bekendtgørelsens § 4, stk. 9. Her har kommissionen vurderet, at lønningerne opfylder kravene til bekendtgørelsens minimumslønninger.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har vurderet, at når en minkvirksomhed aflægger regnskab efter kalenderåret, følger regnskabsår og produktionsår hinanden. Dette gør sig dog ikke gældende for minkvirksomheder med forskudt regnskabsår med status i juni.

Parterne har i disse tilfælde gjort gældende, at 2019-produktionen skal opgøres på baggrund af et øjebliksbillede af minkbestanden primo regnskabsåret.

 

Overerstatnings- og taksationskommissionens konklusion i principiel klagesag

Det fremgår af nedlukningsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, 3. pkt., at virksomhedens driftsomkostninger i kalenderåret 2019 forholdsmæssigt skal forhøjes eller reduceres, hvis produktionen af mink i 2019 afveg væsentligt fra produktionen i 2020.

Overerstatnings- og taksationskommissionen har vurderet, at det følger af nedlukningsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, 1. pkt., sammenholdt med § 3, stk. 4, at produktionen for 2019 skal opgøres på baggrund af minkvirksomhedens årsregnskab 2019/2020.

Overerstatnings- og taksationskommissionen er grundlæggende enig med Erstatnings- og taksationskommissionen i, at produktionen i 2020 i henhold til bekendtgørelsen skal baseres på det af Fødevarestyrelsen optalte antal mink i forbindelse med nedslagningen.

Idet minkvirksomheden i afgørelse af 17. maj 2024 har forskudt regnskabsår, som slutter den 30. juni, har kommissionen lagt til grund, at regnskabsåret ikke følger produktionsåret. Ifølge kommissionen er det derfor ikke retvisende at beregne 2019-produktionen på baggrund af en beholdningsforskydning i regnskabet, idet regnskabet ved forskudt regnskabsår indeholder omkostninger fra to forskellige produktionsår (i dette tilfælde for 2019 og 2020).

Overerstatnings- og taksationskommissionen har herefter vurderet, at det mest sammenlignelige antal dyr for 2019 opgøres som en status bestående af regnskabsårets primo-beholdning af mink, det vil sige pr. 1. juli 2019, idet disse dyr er de producerende avlstæver for 2019 og deres hvalpe. For at sikre at beholdningen opgøres således, at de dyr, der er produceret, tilskrives den producerende avler, skal primo-beholdningen korrigeres for eventuelt solgte og købte levende dyr i perioden fra maj (hvor hvalpene er født) frem til regnskabsstatus inden for kalenderåret 2019.

 

Kapitel indsat og publiceret den 6. juni 2024